|
Referat af køkkenmøde I Ollerup Forsamlingshus 13-12-09
Gert, Jeppe, Kelvin og Peter mødtes for at aftale indretning.
Gulv. Linoleum på spån. Evt. fliser hvis vi orker og har råd. Det er spændende hvordan der ser ud når det gamle gulv kommer op. Stolper afrettes eller skiftes og der lægges flamingo og gulvspånplader. Prof. lægger linoleum. Vi behøver ikke afløb. Gulv hæves til samme niveau som lille sal.
Vægge. Ydervæg isoleres med 100 mm. på lægter, med vådrumsgips. Alle vægge skal have nye fliser, halvt op.
Vaskebord. Stålbord med 2 vaske og tørreskab. Italiensk inspireret klimavenligt vaskemiljø, hvor der fra højre er plads til snavset service, til venstre herfor en afskylningsvask, derefter plads til service, opvaskevask og mere plads til afdrypning. Over opvaskevasken hænges et tørreskab, med låger men uden bund og top. I skabet skal der være 3 rækker tørrestativer over hinanden til tallerkner, og evt. bestik. Under afskylningsvasken skal der være skabe til affald, børster og middel. (måske også viskestykker, kaffekander og hvad vi nu har)
Komfur. Vi bibeholder det vi har og udbygger med en stenplade (eller grillrist) til at sætte fra på. Gryderne gemmes væk med forhæng. Over komfuret skal vi have en emhætte med aftræk i gården. Vi fandt vist ikke ud af om fliserne skal skiftes, det vil kræve at man fjerner komfuret først.
Ovn. Elektrisk industriovn, gerne brugt. Bygges op på skab med stenplade til afsætning af varme plader. Kan evt. være træ med rist på. Der oprettes en ny gruppe 16 A.
Borde. 2 Rulleborde og en klap foruden de nævnte borde. Mellem vask og køleskab placeres de 2 rulleborde. De skal have alm. bordhøjde, have bøgeplade, skuffe til knive og hylde til madvarer. Det ene bord er til kødbearbejdning, det andet til grøntsager. Når bordene er trukket ud på gulvet, kan man løfte en plade op, som bruges til anretning.
Bar. Skydedør, luge, glasskab og bar. Serveringsluge fra bar mod sal i samme størrelse som den i køkkenet. Skydedør bag falsk væg af gipsplade. Døren kan godt være højere end nu. Glasskab på den falske væg. Skabet skal nok tilpasses, evt. skal der et nyt til. Baren skal have klap, så der kan køres med rullebord igennem. Evt. en klap i hver side. Det kan overvejes om baren skal kunne rulles hen mod væggen.
Loft. Lofthøjden i køkken kan hæves 20 cm. Vi må se hvordan der ser ud over de nuværende akustikplader. Måske skal der isoleres og sættes nye plader op.
Strøm og belysning. Der skal nye kontakter de fleste steder, eller de skal flyttes. Der skal 380 v til komfuret, altså en ny gruppe. Kabler kan måske gemmes over loft. Loftbelysning og lys i skabe skal overvejes.
Gas. Hvis fliser skal fornyes på komfurvæg skal gassen afmonteres og genmonteres.
Vandvarmer. Skal afmonteres af kyndig. Væggen skal isoleres, det giver mulighed for nye rør og varmt vand til damewc, som så også gerne vil have ny vask og blandingsbatteri.
Maling. Vægge og loft males i nye farver.
|